Knap 2000 medarbejdere i FN mener, at organisationen nøler med at begrænse sit eget klimaaftryk.

Det samlede FN-system udleder lige så meget klimaskadelig CO2, som var det et mindre land.

Det viser FN's egne opgørelser, og det vækker op til mandagens klimatopmøde harme blandt en række af den internationale institutions medarbejdere.

Sidste år var FN ansvarlig for at udlede omkring to millioner ton CO2. Tallet omfatter både 44.000 ansatte på sekretariater rundt i over 60 lande samt titusindvis af praktikanter, korttidsansatte og fredsbevarende styrker.

Det betyder, at FN har et klimaaftryk, der er større end flere af organisationens egne medlemsstater, herunder Malta og Liberia.

Rejser - i høj grad med fly - står for over halvdelen af FN's udledninger.

FN har sat klimaforandringer øverst på dagsordenen og betragter klimaet som "det mest afgørende spørgsmål i vor tid".

Men små 2000 FN-ansatte mener, at der internt i organisationen bliver gjort for lidt for at begrænse klimaaftrykket. Det fremgår af et brev, som de har sendt til FN's generalsekretær, António Guterres.

- Vi er nødt til at være mere ambitiøse, lyder det i brevet.

- Lad os se på, hvordan vi selv påvirker klimaet, og lad os tage modige skridt for at adressere klimakrisen, hedder det videre.

Folkene bag brevet mener blandt andet, at der skal skæres ned på rejsediæter - penge, som ansatte kan få under udsendelse. Diæterne kan angiveligt være så store, at man kan spare op under en rejse.

Samtidig foreslår brevets underskrivere, at det skal belønnes, hvis man fravælger en plads på business class og i stedet flyver økonomiklasse.

Argumentet er, at sæderne på business class optager meget plads i flyene og derved fører til en større CO2-udledning per passager.

Generalsekretær Guterres siger som reaktion på brevet, at han er klar til at lade FN være "det gode eksempel" i klimakampen.

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, får skæld ud af sine ansatte for ikke at gøre nok for at begrænse institutionens eget klimaaftryk. (Arkivfoto) Lisi Niesner/Reuters
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, får skæld ud af sine ansatte for ikke at gøre nok for at begrænse institutionens eget klimaaftryk. (Arkivfoto) Lisi Niesner/Reuters
Vis mere

Han hæfter sig ved, at mange afdelinger af FN er klimaneutrale. Det vil sige, at de kompenserer for den udledte CO2. Det kan man eksempelvis gøre ved at investere i plantning af træer, som kan suge CO2 ud af atmosfæren.

/ritzau/Reuters