FNs flygtningeorganisation, UNHC, beder EU om at træde til og forhindre en humanitær katastrofe blandt de titusinder af flygtninge og emigranter. der strømmer ind i Grækenland.

GRÆKENLAND: Med 1.000 nyankomne flygtninge og emigranter om dagen har det økonomisk udmarvede Grækenland brug for hjælp fra EU for at klare presset, lyder det ifølge Reuters fra FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Flere end 77.000 mennesker er ankommet over havet til Grækenland siden nytår, og strømmen er blevet intensiveret gennem de seneste måneder. Forholdene, som flygtningene er blevet budt i og uden for de overfyldte modtagecentre, har aldrig været specielt gode, og er gået fra slemt til værre. Derfor beder FN nu EU om at gribe ind, inden den humanitære krise udvikler sig til en katastrofe.

»Grækenland behøver øjeblikkelig hjælp, og vi forventer, at EU træder til,« lyder det fra UNHCRs talsmand, William Spindler.

Specielt på en del af de græske øer, hvor bådene med flygtninge ankommer, er forholdene ekstremt ringe, og de lokale myndigheder er hårdt spændt for. Det gælder blandt andet på øen Lesbos, der ligger tæt på den tyrkiske kyst.

»Her er man ganske simpelt ude af stand til at klare tilstrømningen,« lyder det fra talsmanden.

I øjeblikket er flugtmønstret sådan, at flertallet af de nyankomne drager videre efter at være registreret af det græske politi. Ruten går derefter op gennem Makedonien, gennem Serbien og Ungarn til Østrig, hvorfra flygtningene sætter kurs mod Nordeuropa.

Ifølge Shengen-bestemmelserne skulle flygtninge have behandlet deres ansøgninger om asyl i Grækenland, da det er første land i Shengen, som de ankommer til, men det har det græske asylsystem på intet tidspunkt haft kapacitet til.