FN's generalsekretær fordømmer volden mellem israelere og palæstinensere. Hold op nu, siger han.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrer til et omgående stop for volden i det sydlige Israel og i Gazastriben, hvor Israel i dag gennemførte et omfattende angreb, der ifølge palæstinensiske kilder har dræbt op imod 200 mennesker.

- Generalsekretæren er dybt alarmeret over den megen vold og blodsudgydelser i Gaza i dag og over den fortsatte vold i det sydlige Israel, siger FN i en erklæring på sin hjemmeside.

Væbnede palæstinensere i Gaza har affyret raketter imod det sydlige israel, der så svarede igen med det store angreb i dag.

/ritzau/Reuters