FN's krigsforbrydertribunal for Rwanda har frifundet to tidligere ministre for anklager om folkedrab.

To tidligere ministre fra Rwanda kunne fredag forlade FN's særlige domstol for Rwanda, renset for anklager om, at de spillede nøgleroller i blodsudgydelserne i deres land i 1994.

De to eksministre - tidligere sundhedsminister Casimir Bizimungu og tidligere udenrigsminister Jerome-Clement Bicamumpaka - er blandt de højst placerede personer, der hidtil er frikendt i retsopgøret om de massedrab, der kostede omkring 800.000 hutuer og tutsier livet.

FN-domstolen fandt derimod to andre, som var ministre, da blodbadet fandt sted, skyldige i at have opildnet offentligheden til at begå folkedrab.

De to eksministre, Justin Mugenzi og Prosper Mugiraneza, fik hver en dom på 30 års fængsel.

/ritzau/Reuters