Krigsførende parter enes om permanent våbenhvile i hele Libyen. Alle udenlandske krigere skal forlade landet.

FN's generalsekretær, António Guterres kalder en aftale om våbenhvile i Libyen et "fundamentalt skridt mod fred".

- Jeg appellerer til alle deltagende parter og regionale aktører om at respektere våbenhvileaftalens elementer og at sikre, at de iværksættes uden yderligere forsinkelse, siger Guterres.

FN's mission i Libyen oplyste tidligere på dagen på Facebook, at parterne i landets borgerkrig er nået til enighed om en "permanent våbenhvile i alle områder af Libyen".

Aftalen er underskrevet i Genève i Schweiz mellem krigens parter. Aftalen kaldes historisk.

- Dette er et vigtigt skridt frem mod fred og stabilitet i Libyen, lød det fra deltagerne.

Det er de to store grupper i den libyske konflikt, der har underskrevet aftalen om våbenhvile, fastslår FN's udsending i Libyen, Stephanie Williams.

- Jeg ønsker at lykønske jer for det, som I har opnået. Det har krævet stort mod, siger Williams i en lykønskning til repræsentanter for Libyens premierminister, Fayez al-Serraj, og landets stærke militære oprørsleder, Khalifa Haftar.

- Alle lejesoldater og udenlandske krigere skal forlade Libyen senest om tre måneder, siger Williams videre.

- Jeg håber, at dette indebærer en afslutning på den libyske befolknings lidelser, siger hun.

Regeringen i Tripoli under ledelse af premierminister al-Serraj anerkendes af FN. Den støttes samtidig af Tyrkiet. Styrker under ledelse af Haftar bakkes op af Rusland, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.

Haftars oprørere har base i den vestlige del af landet. Den har med støtte fra adskillige militser længe forsøgt at indtage Tripoli i øst og tage magten.

Begge sider består imidlertid af ustabile koalitioner, der er kommet under stigende pres.

/ritzau/Reuters