Økonomisk nedgang og klimarelaterede hændelser betyder, at flere mennesker sulter, lyder det i rapport fra FN.

Næsten 690 millioner mennesker i verden – svarende til omkring ét menneske ud af 11 – havde ikke mad nok at spise sidste år.

Det fremgår af FN's årsrapport om fødevaresikkerhed, som fem FN-organisationer, heriblandt fødevare- og landbrugsorganisationen FAO, står bag. Rapporten er offentliggjort mandag.

'Efter årtier med en lang nedgang er antallet af mennesker, der sulter, langsomt steget siden 2014,' lyder det i rapporten.

Tallet er steget med 60 millioner på fem år, viser FN-rapporten.

Oven i det har coronapandemien forværret den i forvejen negative tendens, lyder det fra FN.

'I store dele af verden har sulten bidt sig fast og er i stigning,' siger FN's generalsekretær, António Guterres, i forbindelse med præsentationen af rapporten.

'Mange flere kan blive ramt af sult i år. Vi kan ikke lade det ske,' understreger han.

Yderligere op mod 132 millioner mennesker risikerer at blive underernærede i år 'som resultat af den økonomiske recession, der er udløst af covid-19', hedder det i rapporten.

Pandemien har nogle steder stoppet distribution af fødevarer og har mindsket de beløb, migranter sender hjem.

'Det gør det endnu vanskeligere for de fattigere og mere sårbare befolkninger at få adgang til sund mad,' skriver FN.

Hvis antallet af mennesker ramt af fødevareusikkerhed fortsætter med at stige, vil det være umuligt at nå målet om at udrydde sult senest i 2030.

I stedet risikerer man, at hver 10. af verdens indbyggere – eller knap 900 millioner mennesker – er ramt af sult til den tid.

I Afrika kan hver fjerde komme til at sulte. I dag er det knap hver femte eller 19 procent. Det er dobbelt så mange som i resten af verden i gennemsnit.

Når man også tæller de mennesker med, der lider af moderat fødevareusikkerhed, er antallet af mennesker, der ikke har mad nok, helt oppe på to milliarder på verdensplan i dag.

Ikke alene har folk ikke mad nok, de har ikke sund og næringsrig mad nok, påpeger FN.

/ritzau/AFP