Svaret på, præcis hvad der skete, da et helt nyt passagerfly mandag styrtede ned i havet ud for Indonesiens kyst og tog 189 liv med sig, kan være tæt på.

Ifølge chefen for det store redningshold mener man nemlig nu, at man har lokaliseret flyets sorte boks.

»Vi håber, at vi i aften kan kaste anker og sende undervandsfartøjet ud igen, og jeg er sikker på, at vi vil finde den sorte boks og ikke langt fra den skroget af flyet,« siger Hadi Tjahjanto.

Ifølge engelske The Guardian hørte redningsholdet allerede tirsdag aften de insisterende 'pling' lyde fra boksen og forsøgte at sende dykkere ned. Men strømmen var for stærk, og derfor måtte holdet give op.

Ofrenes sko.
Ofrenes sko. Foto: BEAWIHARTA/Reuters
Vis mere

Onsdag er de vendt tilbage til området. Denne gang med et fjernstyret undervandsfartøj.

Finder man den sorte boks, bliver mange spørgsmål besvaret.

Den indeholder blandt andet optagelser fra cockpittet samt data fra flyet. Alt sammen vigtige brikker i efterforskningen af det tragiske styrt, som fandt sted blot 13 minutter efter, at flyet var lettet fra Jakarta lufthavn.

Lige siden har ikke mindst de pårørende desperat søgt svar på, hvordan ulykken kunne ske.

Og selv om ingen længere tror på, at der findes overlevende fra styrtet, vil visheden om årsagen til ulykken kunne give en form for ro.

Ud over adskillige vragdele har redningsholdet foreløbig videregivet 53 fyldte ligposer - indeholdende såvel hele kroppe som ligdele - til det hospital i Jakarta, som skal stå for identifikationen.

Men ud fra indholdet er det indtil nu kun lykkedes at sætte navn på et enkelt offer, nemlig den 24-årige Jannatun Cintya Dewi, som arbejdede i det indonesiske energiministerium.

Får redningsholdet held til at lokalisere den sorte boks og dermed også selve skroget af flyet, er det planen at hæve det fra havets bund ved hjælp af en særlig kran. Skroget ventes nemlig at indeholde adskillige lig, som gerne skulle bevares så intakt som muligt.