Et mindre fly er torsdag eftermiddag styrtet ned i de østrigske Alper.

Ombord på flyet var i alt tre personer.

De østrigske myndigheder har efterfølgende bekræftet, at alle tre ombord er blevet dræbt, skriver flere medier herunder 660 News.

Flystyrtet skete torsdag eftermiddag klokken 17.30 i Alperne nær den østrigske by Leutasch tæt på den tyske grænse.

Ifølge myndighederne ramte flyet en klippe i 2300 meters højde, hvorefter flyet brød ud i brand.

Det er fortsat uklart, hvor flyet var registreret, samt i hvilken retning flyet var på vej til.

Fredag har det østrigske politi udtalt, at det endnu ikke har været muligt at identificere de omkomne, eller hvorfor flyet styrtede.

Flystyrtet kommer blot et par dage efter, at et mindre fly styrtede ned i Nordsverige ved byen Umeå, hvor i alt ni personer omkom.