Når nøden er størst, er hjælpen nærmest.

Sådan tænker de tilsyneladende i det australske flyselskab Qantas, hvor man lige nu helt akut mangler medarbejdere.

Derfor har flyselskabet bedt ledende medarbejdere i virksomhedens top om at give et nap med ved bagagebåndene.

De overordnede er simpelthen blevet opfordret til at arbejde med bagagehåndtering i en periode på tre måneder, skriver BBC.

Helt konkret drejer det sig om mindst 100 personer fra flyselskabets administration, som nu i en kortere periode skal arbejde på gulvet i lufthavnene i Sydney og Melbourne.

Australien har været et af de lande i verden, som har haft den mest strikse coronahåndtering.

Siden myndighederne begyndte at lempe på restriktionerne i november 2021, har Qantas kæmpet med at kunne levere den samme service, som før pandemien.

Blandt andet har manglen på personale i bagagehåndteringen betydet, at kufferter og tasker hobede sig op i terminalerne, og antallet af utilfredse kunder er til at tage at føle på.

Det seneste tiltag møder dog en del kritik på de sociale medier.

Flere brugere på Twitter bemærker sarkastisk, at selskabet bare kunne have ladet være med at fyre mere end 1.600 medarbejdere under pandemien.