Det franske flyselskab Aigle Azur er gået konkurs, og det efterlader 13.000 flyrejsende strandet rundt omkring i verden.

Lige nu befinder 11.000 sig i Algeriet, hvor de resterende 2.000 passagerer er strandet i Mali, Libanon, Moskva og Senegal.

Det siger Frankrigs transportminister, Jean-Baptiste Djebbari, ifølge CNN.

Aigle Azur erklærede sig konkurs i sidste uge, og fredag aflyste selskabet alle afgange. Udover de 13.000 berørte flyrejsende, har konkurserklæringen også konsekvenser for 1.150 ansatte.

Er du strandet, eller ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os her.

For at få de mange tusind strandede rejsende hjem, har Jean-Baptiste Djebbari anmodet om hjælp fra en række andre franske flyselskaber, og her har Air France indsat ekstra fly fra Algeriet.

Den franske transportminister mener, at man indenfor tre uger vil have fået alle de strandede passagerer hjem igen.

Aigle Azur specialiserede sig i rejser til og fra Algeriet, men er gået konkurs efter en satsning på rejser til og fra hele Nordvestafrika, som mildest talt ikke var succesfuld.