Passagererne på Flight 312 greb deres telefoner. Med rystende hænder og klamme håndflader begyndte de at skrive afskedshilsner til deres kære. Andre bare skreg.

'Der er noget galt med flyet. Jeg elsker dig,' stod der i den sms, Fadhl Abu-Ghanem ifølge tv-stationen CTV News sendte til sin mor.

Tirsdag var han om bord på et fly fra Abbotsford på den canadiske vestkyst til Edmonton i det centrale Canada, da der kort efter takeoff pludselig opstod flammer i flyets ene motor.

Og lad det være sagt med det samme:

En passager ombord på flyet fra Swoop Air tog disse billeder ud af vinduet.
En passager ombord på flyet fra Swoop Air tog disse billeder ud af vinduet. Foto: You Tube
Vis mere

Lider du af svær flyskræk, er det nok ikke lige den her artikel, du skal læse.

I hvert fald ikke, hvis du snart skal ud at rejse.

Denne historie bekræfter nemlig dine værste skræk-scenarier og leder tankerne tilbage til dramaet på Hudson-River i 2009, hvor nærkontakt med en flok fugle tvang en Airbus A320 til at nødlande på floden midt i New York.

Også denne gang var det nemlig fugle, der nær havde resulteret i en flykatastrofe.

Flyet fra det canadiske lavprisselskab Swoop var lige lettet, da det fløj ind i en flok gæs.

Fuglene lavede så meget ravage i motoren, at der kort efter gik ild i den en motor.

De chokerede passagerer kunne ved selvsyn konstatere, at stikflammer og røg stod ud af maskinen, mens flyet steg, og byen forsvandt under dem.

Kaptajnen meddelte derefter over højttaleren, at de ville vende tilbage til lufthavnen og foretage en nødlanding.

Heldigvis landede flyet sikkert, og passagererne slap med skrækken.

Noget tyder dog på, at oplevelsen har givet flere af dem et fly-traume, der er til at tage at føle på.

Donna-Lee Rayner skrev bagefter på Facebook, at det lykkedes hende at bevare roen i situationen, men at hun troede, at hendes sidste time var kommet:

'Jeg begyndte på en farvel-sms i tilfælde af, at min telefon ville blive fundet efter styrtet.'

Flysekskabet Swoop Air bekræfter episoden på Twitter:

'Vi kan bekræfte, at Flight 312 landede sikkert i Abbotsford efter at have ramt fugle kort efter afgang.'

'Alle rejsende kom ud i sikkerhed og uden at komme noget til. Tak til vores kaptajn og besætning for at sørge for vores passagerers sikkerhed,' lyder det.

Flyet var så beskadiget efter hændelsen, at det ikke var i stand til at flyve videre. Passagererne blev sendt videre med andre fly dagen efter.