Paul Collier er professor ved Oxford University og en af verdens førende eksperter i udviklingslande, og han mener, at verdensfjerne eliter har ført en uansvarlig og uetisk indvandringspolitik, hvor man har hjulpet de få på bekostning af de mange. I stedet bør Europa lukke grænserne og satse på lejre i nærområderne med virksomheder og fremtidsperspektiver.

Det er ikke hver dag, at en tidligere Afrika-rådgiver for Tony Blair og forskningschef for Verdensbanken, der har dedikeret sig til at hjælpe den tredje verden, advokerer for, at Europa holder op med at modtage flygtninge.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad Oxford-professor Paul Collier gør. Både i sin seneste bog om flygtningepolitik, »Refugee: Rethinking Refugee Policy in a Changing World«, og som hovedtaler ved Socialdemokratiets konference om asylpolitik, der foregik torsdag i Den Sorte Diamant.

Her anklagede Collier de europæiske politikere i almindelighed og socialdemokrater i særdeleshed for at have ført en verdensfjern, elitær og globalistisk politik, der har fremmedgjort den almindelige borger.

Over for Berlingske uddyber han sine synspunkter og forklarer, at det socialdemokratiske projekt i de første 25 år efter Anden Verdenskrig var en enestående succes, hvor man byggede et samfund baseret på gensidige forpligtelser. Men efterhånden har socialdemokratierne udviklet sig i en formynderisk og paternalistisk retning, hvor der administreres hen over hovedet på borgerne.

»Socialdemokratierne blev overtaget af en helt anden klasse end den, der oprindeligt udgjorde deres kerne. Ikke almindelige borgere, men den uddannede akademiske elite, der var fremmedegjort over for almindelige borgeres bekymringer og typisk boede i enklaver i enkelte storbyer,« siger Paul Collier og fortsætter:

»Denne nye elite misforstod også den tredje verdens bekymringer. De troede, man skulle varetage de behov, som enkelte migranter og flygtninge, der dukkede op på Europas dørtrin, havde. Men indbyggerne i den tredje verden har ikke brug for hjælp til at komme væk. De har brug for muligheder i deres samfund,« siger han.

Adspurgt om hvorvidt Europa ikke har en forpligtelse til at hjælpe flygtninge, der har søgt til Europa, svarer han:

»Det er latterligt at hævde. Vi bruger 135 dollar for hver person, der dukker op, mod 1 dollar for hver person, vi hjælper lokalt. De, der bliver tilbage, er ofte langt svagere end de, som formår at rejse til Europa.  De (der kommer hertil, red.) er typisk også rigere og yngre, og nogle af dem forlader forpligtelser i hjemlandet.«

Mener Paul Collier så, at de flygtninge, der kom til Europa under krisen i 2015, var opportunister?

»Man bliver selvfølgelig nødt til at se på folk individuelt. Men det er overordnet en atypisk gruppe i forhold til hovedparten af flygtninge. Stort set alle kom til Europa fra lande, hvor de i forvejen var i sikkerhed. Idéen om, at lige netop den gruppe har enormt behov for hjælp, er simpelthen uansvarlig og intellektuelt doven. Det er moralsk selvhævdelse af den værste slags. Når intellektuelt dovne mennesker bruger den slags argumenter til at hævde, at de er de gode, bør deres argumenter punkteres. Og det gør jeg gerne.«

Collier understreger, at han på ingen måde bebrejder flygtninge og migranter, at de forsøger at skabe en bedre tilværelse i Europa. Hans anke er mod de politikere, som har lavet en incitamentsstruktur, der belønner de få frem for de mange og lokker folk til at sætte livet på spil, blandt andet på den farlige rute over Middelhavet.

Ifølge Collier skal indsatsen for flygtninge gøres i det første sikre land, de kommer til. Her skal der oprettes lejre, hvor flygtningene får mulighed for at arbejde og få kompetencer, som de kan tage med sig, når de vender hjem.

Hvis man antager, at Collier får sin vilje, og Europa ikke længere vil acceptere flygtninge, hvad skal man så gøre med dem, der kommer alligevel?

»Den grundlæggende regel bør være, at folk der ankommer i strid med asylreglerne, ikke skal have det, de vil have, for så vil der komme flere. Sådan fungerer incitamenter.  Derfor må man finde en mekanisme, der er i overensstemmelse med ikke at udsætte flygtningene for fare eller lidelse, men som heller ikke indebærer, at de får asyl og rettigheder i eksempelvis Nordeuropa. Der kan man sige, at uanset hvor man sender eksempelvis somaliere hen, vil det være bedre end retur til Somalia, og derfor kan man eksempelvis give dem tilbuddet om at blive indkvarteret i en lejr i et hvilket som helst sikkert naboland,« siger han og fortsætter.

»Som flygtning har man ikke ret til at shoppe efter det land, man ønsker, men bør i udgangspunktet tage tilbage til det første sikre land, man kom til.«

Adspurgt om, hvordan Collier forholder sig til beskyldninger om at gå højrefløjens ærinde, falder svaret prompte og skarpt.

»Hør her, jeg har brugt hele mit liv på effektivt at hjælpe desperat udsatte folk og har blandt andet for nylig samarbejdet med den tyske regering om at sikre hjælp til Afrika. Jeg har været med til at indsamle to milliarder dollars, som Verdensbanken bruger på nogle af de mest udsatte i verdens allermest skrøbelige lande, og jeg har ikke til sinds at blive kaldt højrefløjens puddel. For hvert år jeg har brugt på at gøre en forskel for de fattigste og svageste i verden, tvivler jeg på, at mine kritikere har brugt ét minut.«