Flygtninge i Sverige er positive over for, at landet nu indfører midlertidig grænsekontrol: Vi er allerede for mange, lyder det fra nogle af dem.

Onsdag meddelte den svenske indenrigsminister, at Sverige indfører en midlertidig grænsekontrol fra torsdag klokken 12 og frem til 21. november.

Mange af de flygtninge, der er kommet til Sverige den seneste tid, hilser den beslutning velkommen.

I hvert fald hvis man skal tro de flygtninge, som den svenske avis Aftonbladet har talt med.

»Luk grænsen. Vi er allerede for mange, der er kommet. De kan ikke tage hånd om os alle,« siger 21-årige Hanni Abdei Fattah til avisen.

Han fortæller om kaotiske forhold på de steder, der skal modtage de mange mennesker, der er kommet til landet fra eksempelvis Syrien de seneste uger. Børn ligger på gulvene og sover, men de har hverken fået puder eller tæpper, og personalet er stresset, fortæller han.

Hanni Abdei Fatta har også oplevet familier, som har ventet 12 timer på at få et værelse. Enlige mænd fortæller, at de er blevet smidt ud fra det værelse, de var i, så andre flygtninge kunne få værelset.

»Jeg er overrasket over, hvordan det er i Sverige. Hvis de ikke kan tage ordentlig hånd om os, så skal de ikke lukke så mange ind,« siger 37-årige Amer Anaout fra Syrien.

 

 

De svenske myndigheder afviser over for avisen, at situationen skulle være kaotisk.

»De seneste dage har der været en betydelig roligere tilstrømning, end der har været de foregående uger. De, som sidder på gulvet, er mennesker, som venter på at søge asyl. Desuden: Alle får tæpper, når de kommer. Det indgår i den pakke, man får som nyankommen,« siger Patricio Mora fra Migrationsverket til avisen.

Aftonbladet har også talt med flygtninge, der er urolige for, hvad grænsekontrollen kommer til at betyde for deres familier, som er på vej.

»Jeg er bekymret for, hvordan det skal gå min familie nu. Min kone og to børn er på vej til Sverige. Tænk, hvis de ikke kommer ind,« siger Amer Anaout.