Fire personer meldes nu dræbt under flyulykken i Moskva, hvor et passagerfly blev splittet i tre stykker, da det gled af landingsbanen.

RUSLAND: Dødstallet stiger efter flyulykken lørdag eftermiddag i Vnukovo-lufthavnen uden for Moskva.

Russiske myndigheder meddeler nu, at fire personer mistede livet, da passagerflyet fra selskabet Red Wings missede landingen og styrtede ned på en motorvej uden for lufthavnsområdet og brød i brand.

- Efter en hård landing blev flyet splittet i tre dele, siger en talskvinde for lufthavnen, Yelena Krylova, ifølge Reuters i et TV-interview.

Der er efter ulykken kommet flere stærkt varierende meldinger om, hvor mange mennesker, der var om bord på flyet af modellen Tupolev Tu-204, som tidligere på dagen var lettet fra Pardubic i Tjekkiet.

Ifølge Vnukovo-lufthavnens oplysninger var der kun 11 besætningsmedlemmer på flyet, der har plads til 210 passagerer. Det russiske beredskabsministerium meddelte, at der var 12 ombordværende på flyet, men nu har indenrigsministeriet revideret tallet til otte.

Ifølge Russia Todays oplysninger er de dræbte flyets to piloter, en flymekaniker samt en stewardesse. De overlevende er alle indlagt i kritisk tilstand, mens man fortsat leder efter personer i flyvraget.