Det er nok en af de ting, man allernødigst vil opleve, når man sidder ombord på et fly.
Men det var ikke desto mindre det, der skete for passagerne på Ryanair-flyet RK178.
For ifølge The Independent blev en tur fra Belfast i Nordirland til Edinburgh i Skotland afbrudt kort efter afgang, hvor det måtte vende om.
Angiveligt fordi en af dørene ikke var ordentligt lukket.
Til Belfast Live fortæller en passagerer, at det hurtigt blev tydeligt, at noget var galt, fordi piloten konstant tjekkede en af dørene.
Videre lyder det, at kabinepersonalet var »rystede« og »i tårer«.
Til Independent lyder det fra en anden passagerer:
»Da vi landede, sagde de, at det skyldtes et problem med en sensor på en af dørene. Vi måtte cirkle i et stykke tid, selvom det var en nødlanding.«
Det var tirsdag i sidste uge, at flyet kl. 19.48 lokal tid lettede fra Belfast, hvorefter det landede igen samme sted allerede præcis 37 minutter senere.
Ryanair har bekræftet hændelsen og har forklaret, at der var tale om »mindre teknisk problem«.
Hos Belfast International Airport lyder forklaringen:
»En advarselslampe fortalte om faldende kabinetryk, så kaptajnen bragte øjeblikkeligt flyet ned til en lavere højde og vendte tilbage. Det var en fuld nødsituation,« siger direktør Graham Keddie.
De berørte passagerer kom med et nyt fly mod Edinburgh nogle timer senere, kl. 00.40 natten til onsdag.