En ny rapport giver en præcis lokation af, hvor det forsvundne fly MH370 muligvis befinder sig.

Det skriver News.com.

Rapporten blev onsdag udgivet af Australian Transport Safety Bureau, og i den konkluderes det, at MH370 med 'hidtil uset præcision og sikkerhed' befinder sig ved koordinaterne 35.6°S, 92.8°E - der ligger mellem det vestlige Australien og Madagaskar. Det er et område på størrelse med halvdelen af den australske by Melbourne.

Det er 1258 dage siden, at flyet MH370 fra Malaysia Airlines pludselig forsvandt i Det Indiske Ocean, mens flyet var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina. Siden har det ikke skortet på teorier og gisninger om, hvad der skete i de sidste skæbnesvangre timer og minutter ombord på flyet.

Australian Transport Safety Bureau har fundet frem til den mulige lokation ved at analysere fire satellitbilleder, der blev taget to uger efter MH370's forsvinden. Billederne viser flere objekter flyde rundt på et område i Det Indiske Ocean, der sidste år blev vurderet som MH370's 'hvilested'.

Der er dog ét men:

»Vi bør jo være forsigtige, for objekterne er aldrig definitivt blevet idenficeret som vragrester fra MH370,« siger Greg Hood, der er direktør i Australian Transport Safety Bureau, til News.

Eftersøgningen af MH370 blev sat i bero i januar i år, men det er endnu uvist, om de nye oplysninger giver anledning til, at den australske regering genoptager søgningen efter det forsvundne fly.