Var det en ond prank eller bare en fejl?

En Southwest-flyvning fra Houston i Texas til Cabo i Mexico blev forsinket, da samtlige passagerer enten blev ofre for en spøg eller en fejl. Det fortæller CNN.

Men ingen syntes tilsyneladende, at det var morsomt, da det fik piloten til at true med at aflyse flyvningen.

En af passagererne havde nemlig airdroppet - en måde at sende fotos og videoer mellem iPhones - et nøgenfoto til samtlige andre ombord på flyet, som fortsat var på jorden i lufthavnen.

Måske havde piloten også fået fotoet – i hvert fald truede han over flyets højttalersystem med helt at afbryde flyvningen.

»Her er situationen: Hvis dette fortsætter, mens vi er på jorden, så vil jeg være nødt til at køre tilbage til gaten, alle skal ud, vi skal have security ind over, og ferien kommer til at blive ødelagt,« siger piloten i videoptagelser fra flyet.

»Så folkens, hvad end det der AirDrop er, stop med at sende nøgenbilleder og lad os komme til Cabo,« tilføjer piloten.

Og det hjalp tilsyneladende, for der blev ikke delt flere nøgenfotos med resten af flyet på flyvningen, som blev gennemført med forsinkelse – men altså uden involvering fra politiet.