Det endte galt, da et rekognosceringsfly fra den amerikanske flåde mandag skulle lande.

For i stedet for at kunne sætte hjulene ned på landingsbanen, endte flyet med at ramme forbi – og røg i vandet.

Det skriver CNN og nyhedsbureauet AP.

I alt ni besætningsmedlemmer var om bord på flyet, da hændelsen fandt sted ud for Hawaii-øen Oahu.

Sigtbarheden var på det tidspunkt nede omkring halvanden kilometer, mens der samtidig var blæst og tåge.

Det vides dog endnu ikke, hvad der præcist førte til, at flyet – der er et patrulje- og rekognosceringsfly af typen P-8A Poseidon – overfløj landingsbanen ved en base for det amerikanske marinekorps og endte i Kaneohe Bay.

Ingen af de ni besætningsmedlemmer meldes at være kommet til skade i den forbindelse, men deres tilstand er endnu ved at blive vurderet, forklarer talsmand for marinekorpset løjtnant Hailey Harms.

På billeder og videoklip fra stedet kan man se, hvordan flyet ligger i vandet med vingerne på vandoverfladen. 

Til AP fortæller vidnet Diane Dircks, at hun og hendes familie netop var vendt tilbage til havnen ved Kaneohe Bay, efter at regnvejr havde afbrudt deres tur i en pontonbåd, da hendes datter opdagede flyet i vandet.

Kort efter hørte de lyden af sirener komme alle vegne fra.

Igennem en medbragt kikkert så hun, hvordan redningsbåde sejlede ud til flyet.

»Det var helt utroligt,« fortæller Diane Dircks.

P-8A-flyet bruges ifølge nyhedsbureauet ofte til at jage ubåde, rekognoscere og indsamle efterretninger.