De to lig blev mere eller mindre opdaget ved et tilfælde.

Men så snart det stod klart, at to kvinder var forsøgt gemt af vejen i en nu 38-årig mands fryser, blev hans skæbne beseglet. Han er nu kendt skyldig i drab.

Den britiske statsborger Zahid Younis var kendt af myndighederne som en dømt sexforbryder. Men der var ingen mistanke mod ham, da politiet i april sidste år bankede på døren til hans lejlighed i Canning Town i det østlige London.

Faktisk var den eneste grund til, at politiet netop denne dag kiggede forbi Zahid Younis bopæl, at en borger havde bekymret sig om hans helbred og derfor ringet til politiet.

Zahid Younis var ikke hjemme, men da betjente alligevel fik adgang til lejligheden, gjorde betjentene en foruroligende og ulækker opdagelse.

Fluer summede omkring en fryser, der var låst.

Politietchef Simon Harding har ifølge BBC forklaret, at politiet på baggrund af en god gammeldags mavefornemmelse brækkede låsen af og åbnede fryseren.

Nu stod det hurtigt klart, at politiet stod med en mordsag.

32-årige Henriett Szucs var ikke blevet set siden 2016. Men efter åbningen af den låste fryser skulle det snart stå klart, at der var tale om liget af den ungarske statsborger.

Retsteknikere har siden kunnet slå fast, at den 32-årige kvinde har ligget i fryseren, siden den blev købt af drabsmanden i november 2016.

Det andet offer, 38-årige Mihrican Mustafa, blev sidst set i live i maj 2018.

Hvad der konkret blev dødsårsagen, er uvist. De mange måneder i fryseren har besværliggjort retsteknikernes arbejde.

Men politiet har kunnet slå fast, at begge kvinder blev udsat for grov vold før deres død.

Zahid Younis har under retssagen nægtet at have slået kvinderne ihjel. Han har dog erkendt, at han lagde ligene i sin fryser.

Den 38-årige mand er nu idømt straf på livstid i fængsel. Minimum 38 år skal afsones.