Et gys har skåret igennem lokalsamfundet i Pasco County i Florida.

For hvad der skulle være en hel normal levering af takeaway-mad, endte i, hvad der bliver betegnet som et 'dæmonisk mord', hvor offeret blev parteret.

Det skriver flere amerikanske medier og britiske Sky News.

Offeret skulle levere mad til Oscar Solis Jr., som for nylig var flyttet til området efter at have afsonet fire års i et fængsel i Indiana efter en dom for overfald og indbrud.

Politiet har ikke givet mange detaljer omkring selve mordet, men ofrets rester blev fundet i og omkring Solis' hus i skraldeposer og en køleboks, som også indeholdt en kvittering med den mistænktes navn på, står der i politiets dokumenter.

»Dette var en forfærdelig forbrydelse. Det var dæmonisk. Det, han gjorde, var dæmonisk,« lyder det fra Pasco County-sherif Chris Nocco.

Beviser indsamlet i sagen omfatter blandt andet blod fundet forskellige steder i huset og en nøglebrik tilhørende offeret, som blev fundet på Solis' kommode oven på hans pung.

Offeret – som ikke er nævnt ved navn – blev meldt savnet af sin kone, efter at han ikke vendte hjem fra sine Uber Eats-leveringer.

Herefter fortalte Uber til politiet, at offerets seneste levering var til Solis' hus.

Efterforskere fik også fat i overvågningsvideo fra huset, der viser offeret, der leverer mad, og to mænd, der senere bærer tunge skraldeposer ud af huset.

På Solis' forbryderfoto kan man se, at hans ansigt er dækket af tatoveringer, og sherif Nocco udtalte, at Solis var tilknyttet den voldelige MS-13 bande i Indiana, qua et stort 13-tal i panden.