George Zimmerman risikerer at skulle tilbringe resten af sit liv bag tremmer for det omdiskuterede mord på den sorte teenager Trayvon Martin.

Det står nu klart, at George Zimmerman, som i februar dræbte den sorte teenager Trayvon Martin, vil blive sigtet for uagtsomt manddrab. Det oplyser Angela Corey, der er særlig anklager i Florida, ved et pressemøde, skriver CNN.

Onsdag blev Zimmerman anholdt af politiet, efter at være gået under jorden. Anholdelsen skete, da han selv dukkede op hos myndighederne.

- Han meldte sig selv, siger Corey, der af hensyn til Zimmermans sikkerhed ikke vil afsløre, hvor han befinder sig,

Ifølge det amerikanske nyhedsprogram ABC News sidder han fængslet i Orlando.

Corey åbnede pressekonferencen med at sige, at hun havde talt med forældrene til offeret - og hun havde lovet dem, at de vil få svar på deres ubesvarede spørgsmål under den kommende retssag.

- Jeg har tillid til Miss Corey, har faderen, Tracy Martin, efterfølgende udtalt.

Trayvon Martins forældre har presset på for, at der skulle udstedes en arrestordre på sønnens drabsmand. Moderen håber derfor nu, at Zimmerman vil få sin straf.

- Jeg ved, bag en skygge af tvivl, at retfærdigheden vil ske fyldest, siger Sybrina Fulton.

Retssagen vil uden tvivl medføre kontroverser i USA, hvor der i kølvandet på drabet har været ophedet debat om både selvforsvarslovgivningen, et muligt politisvigt og racisme.

Den 28-årige Zimmermand, der på drabsnatten patruljerede som frivillig i et naboværn, blev oprindeligt løsladt uden sigtelse for drabet på den sorte teenager. Det skete med henvisning til, at han havde skudt Trayvon Martin i selvforsvar, hvilket er tilladt ifølge den omdiskuterede »stand your ground«-lov.

Kritikere har dog efterfølgende undret sig højlydt over, hvorfor Zimmerman, der er af latinamerikansk afstamning, følte sig truet. Trayvon Martin var ubevæbnet og var på vej hjem fra en nærliggende butik forsynet med iste og slik. De mener derfor, at der ligger et racemotiv bag drabet, og det har sat gang i en hidsig debat om, hvorvidt Zimmerman gik fri, fordi han dræbte en sort person. Det har skabt en enorm vrede mod ham, som ifølge hans tidligere forsvarere har påvirket ham dybt.

Hvis Zimmerman bliver dømt står han ifølge ABC News’ retsekspert Dan Abrams til at skulle i fængsel i minimum 15 år og op til livstid.