Mateusz Morawiecki fra det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed må forlade premierministerposten.

Et flertal i Polens parlament har mandag eftermiddag udtrykt mistillid til landets premierminister, Mateusz Morawiecki.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed skal parlamentet udpege en ny premierminister.

Det var ventet, at Morawiecki ville tabe mistillidsafstemningen i parlamentet.

Morawiecki repræsenterer det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed (PiS). Partiet fik 35 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i oktober.

Dermed blev partiet det største. Men uden koalitionspartnere i parlamentet kan partiet ikke blive ved regeringsmagten.

Den tidligere EU-præsident Donald Tusk ses af mange som favorit til at overtage posten som premierminister. Og han ventes at kunne etablere en bred koalition bestående af EU-venlige partier.

De EU-venlige oppositionspartier - heriblandt Tusks Borgerplatformen - har tilsammen 248 pladser og har indgået en koalitionsaftale.

Med afstemningen er der sat punktum for otte år med Lov og Retfærdighed-partiet i spidsen for polsk politik.

Kritikere har beskyldt partiet for at underminere det polske retssystem og for at udnytte polske statsmedier til at føre politisk propaganda.

Desuden er partiet blevet beskyldt for at fremme fordomme om minoriteter i det polske samfund - herunder indvandrere og homoseksuelle samt andre LGBTQ-personer.

Ud af parlamentets 456 medlemmer udtrykte 266 personer mistillid til Morawiecki ved afstemningen mandag.

190 støttede til gengæld premierministeren.

Interessen for politik er steget markant i den polske befolkning siden parlamentsvalget i oktober.

Visse møder i parlamentet har tiltrukket langt over en million visninger på YouTube, og en biograf i hovedstaden, Warszawa, viste mandagens seance, hvor Morawiecki holdt tale forud for afstemningen.

Billetterne til visningen var udsolgt allerede søndag.

Parlamentsvalget i oktober er blevet kaldt det vigtigste i Polen i mere end tre årtier. Det vurderes, at resultatet vil få stor indflydelse på landets forhold til EU og nabolandet Ukraine.

/ritzau/