Der er efterhånden flere ting, der indikerer, at det kan være på vej.

En ny bølge af missilangreb på tværs af det ukrainske territorium.

Det skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) i sin seneste analyse af situationen i Ukraine.

»De russiske styrker forbereder sig sandsynligvis på at lancere en ny bølge af missilangreb på tværs af Ukraine i den kommende uge,« lyder det i analysen, som fortsætter:

»Men sådanne forberedelser er sandsynligvis beregnet til at opretholde det seneste angrebstempo i stedet for at eskalere det.«

At de russiske styrker formodes at gå efter at 'opretholde' i stedet for at 'eskalere', baseres på en vurdering af, at de russiske missillagre svinder ind, efterhånden som tiden går.

Ifølge den amerikanske tænketank er der flere ting, der peger i retning af, at en ny bølge af russiske angreb kan være på vej.

For det første hævdede den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, under sin tale sent søndag, at russerne forbereder sig:

»Vi ved, at terroristerne er ved at forberede nye angreb. Vi ved det med sikkerhed,« sagde han blandt andet.

Derudover har en talsperson for Ukraines Sydlige Operationelle Kommando, Nataliya Humenyuk, bemærket, at et yderligere russisk missil-fragtskib er stævnet ud i Sortehavet.

»Det, mener Humenyuk, er en indikator for forberedelserne til en fornyet bølge af massive missilangreb i løbet af den kommende uge,« skriver ISW i sin analyse.

Også russiske militærbloggere har hævdet, at den nuværende russiske positionering i luften og til havs betyder, at de russiske styrker vil igangsætte endnu en række missilangreb de kommende dage.

»Men på grund af den fortsatte forringelse af det russiske missilarsenal som følge af tidligere angreb, er det sandsynligt, at Rusland søger at opretholde, i modsætning til at eskalere, det nuværende tempo i angrebene på ukrainsk kritisk infrastruktur,« vurderer ISW.