En mand er i livsfare efter et knivstikkeri i en forstad til London. Politiet er massivt til stede.

To personer er anholdt efter et knivstikkeri i London-forstaden Barking søndag, skriver politiet i Barking og Dagenham på Twitter.

En mand er i livsfare og er bragt til et hospital i det østlige London.

Politiet har slettet et tidligere udsendt tweet, hvor det skrev om et 'alvorligt angreb' og bad folk om at holde sig fra området. I den oprindelige meddelelse stod, at flere personer er stukket ned, men den meddelelse er nu slettet.

Det er kun to uger siden, at politiet i London skød og dræbte en mand, der var gået til angreb mod flere personer med en kniv på åben gade. Det skete i det sydlige London.

Gerningsmanden nåede at såre to, før han blev skudt og dræbt af politiet.

Han var under politiovervågning på tidspunkt for angrebet. Få dage tidligere var han blevet løsladt fra et fængsel i Storbritannien efter at have afsonet halvdelen af sin straf på tre år og fire måneder for terrorrelaterede handlinger.

Opdateres....

/ritzau/