Den operation, der er sat i værk for at finde mindst seks forsvundne mennesker efter en lavine, bliver i øjeblikket udfordret.

Redningsmandskabet i Annapurna-regionen i det nordvestlige Nepal kæmper nemlig med vejrforholdene.

De forsvundne bjergbestigere opholdt sig i en camp på et af Himalayas mange bjerge, da lavinen styrtede ned ad bjergsiden fredag.

Siden har fire sydkoreanere og mindst to guider fra Nepal været forsvundet, skriver BBC

Det drejer sig om blandt andre to kvinder i henholdsvis 30'erne og 50'erne og to mænd i 50'erne.

Gruppen opholdt sig på Mount Annapurna i en højde på over tre kilometer, da lavinen pludseligt bevægede sig hastigt mod den og begravede flere af medlemmerne.

Og selvom redningsmandskabet endnu ikke har opgivet håbet om at finde de forsvundne, bliver det altså udfordret af vejret.

Lørdag faldt der nemlig op mod fem meter sne i området.

Ikke desto mindre fortsætter eftersøgningen med både helikoptere og adskillige betjente.

Sandesh Pandey, som er ansat ved Jangbogo Tour Nepal, der havde arrangeret turen, fortæller, at de savnede var en del af en gruppe på 11.

»De havde taget ophold, efter at voldsom sne fredag forhindrede dem i at komme højere op,« fortæller han.

De savnedes familier er underettet, oplyser Sydkoreas udenrigsministerium.