En mand har stukket flere personer ned i Oberhausen. Angrebet kan være familierelateret, siger politiet.

Fire personer er bragt på hospitalet efter et knivangreb i byen Oberhausen i det vestlige Tyskland torsdag aften.

Her blev flere personer stukket med kniv af en mand, skriver flere tyske medier, herunder Focus Online.

Politiet oplyser, at angrebet fandt sted ved 19-tiden.

En polititalsmand siger ifølge det tyske nyhedsbureauet dpa, at det tyder på, at der er tale om en "familiestrid".

Samtidig oplyser talsmanden, at den mistænkte selv er såret. Vedkommende modtager intensiv behandling og er i myndighedernes varetægt.

I alt er fire ofre bragt på hospitalet med skader efter knivstik. En er i livstruende tilstand.

Motivet til angrebet er endnu ikke klart. Dog mener politiet, at der kan være tale om en familiekonflikt.

En talsmand for politiet siger til dpa, at der ikke er noget, der tyder på terror.

Angrebet fandt sted i kvarteret Marienkirkche i Oberhausen. Det skulle angiveligt være foregået i en lejlighedsbygning.

Politiindsatsen på stedet sluttede klokken 23.42.

Oberhausen ligger i det vestlige Tyskland godt 30 kilometer nord for Düsseldorf.

/ritzau/