Mondelez kom i maj på Ukraines sorte liste. Coop Norge ønsker afklaring fra den norske fødevareminister

Flere og flere norske virksomheder har, siden at firmaet Mondelez i slutningen af maj kom på Ukraines sorte liste, valgt at stoppe salget af produkter fra slikgigantens brands, der blandt andet tæller Marabou, Daim og norske Freia.

Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Coop Norge har lørdag bedt om et møde med landets fødevareminister.

Dagligvarekæden ønsker en afklaring på, hvordan de skal forholde sig til de virksomheder, der er kommet på den sorte liste.

På Freia-fabrikken nær Oslo frygter de ansatte for, at det stigende antal af boykot kan ende med at koste dem deres arbejde.

- Der er ikke mange store kæder, der skal boykotte os, før vi mister vores job, det er de store, der får bolden til at rulle nu, siger tillidsrepræsentant Gøran Nyberg til Nettavisen.

Knap 250 personer arbejder for Mondelez Norge, heraf 130 på fabrikken nær Oslo.

Årsagen til, at en række norske virksomheder de seneste dage har valgt at fjerne produkter fra brands ejet af Mondelez, er, at slikgiganten den 27. maj blev sortlistet af den ukrainske antikorruptionsmyndighed.

Myndighederne vurderede, at Mondelez ved at fortsætte sine forretninger i Rusland bidrager til Ruslands krigskasse og dermed er med til at finansiere invasionen af Ukraine.

/ritzau/NTB