De har nydt stor opmærksomhed og er blevet markant profileret, særligt efter den russiske præsident sidste år indledte sin invasion af nabolandet.

Men noget tyder nu på, at den russiske befolkning er ved at få nok.

I hvert fald fordufter seerne mere og mere fra nogle af Ruslands store – og meget omstridte – tv-stjerner, som ofte af Vesten beskyldes for at videreformidle russisk propaganda.

Det skriver det norske medie Dagbladet, som blandt andet har talt med professor ved Institut for Forsvarsstudier Sven G. Holtsmark.

Han forklarer, at mange af de russiske tv-værter er helt afhængige af Vladimir Putins »tilfredshed for at overleve på skærmen«.

Flere af dem har derfor også valgt at anlægge en »hård retorik«:

»Det er mere sikkert at være mere høgeagtig end Putin end mindre. På den måde virker de ikke tøvende over for, hvad han siger,« siger professor Sven G. Holtsmark til Dagbladet.

Man bruger ofte ordet 'høg' til at beskrive eksempelvis en russisk politiker med en aggressiv og uforsonlig linje i udenrigs- og forsvarspolitikken.

Olga Skabejeva omtales af kritikere som 'Putins jerndukke' og 'propagandachef'.
Olga Skabejeva omtales af kritikere som 'Putins jerndukke' og 'propagandachef'. Foto: Telegram
Vis mere

Da Rusland skød gang i sin invasion af Ukraine sidste år, så man en stigning i seertallene hos flere af de russiske tv-stjerner.

Men siden – fra efteråret og frem til nu – er det faldet.

Blandt andet viser nye målinger ifølge Dagbladet, at programmet '60 Minutes' – som ledes af journalisten Olga Skabejeva, der blandt kritikere omtales som 'Putins jerndukke' og 'propagandachef' – er faldet fra en 8.-plads over de mest sete nyhedsprogrammer i september til nu at være på en 16.-plads.

Også programmet 'Evening with Vladimir Solovjov' – hvis vært af samme navn omtales som en af ​​præsidentens fremmeste krigsmagere – er faldet fra en 12.-plads i september til nu at indtage en 36.-plads.

Til Dagbladet forklarer den britiske postdoc og forsker i russisk propaganda ved King's Russia Institute i London, Maxim Alyukov, at programmerne har fået flere seere under krigens nøgleøjeblikke – men efterhånden som månederne er gået, er »folk blevet mere trætte«.

Det skyldes blandt andet, at det er svært at knytte positive følelser til krigen, mens selv dem, der støtter krigen, kan få en følelse af usikkerhed og frygt:

»Så i løbet af det seneste år har flere og flere forsøgt at skærme sig mod disse følelser. Politiske, propagandistiske talkshow, som Skabejeva og Solovjov laver, ripper kun op i disse følelser igen, så flere mennesker forsøger nu at undgå dem, bortset fra de mest loyale,« siger professoren til Dagbladet.