Lyt til artiklen

Det kunne stort ikke komme på et værre tidspunkt for den russiske præsident, Vladimir Putin.

Gennem de seneste uger har der udspillet sig blodige konflikter i en række tidligere sovjetstater.

Normalt ville alene Ruslands tilstedeværelse lægge en dæmper på den slags.

Men noget er sket:

»Rusland er ved at miste rigtig meget lige nu på grund af krigen i Ukraine. Og Ruslands status som stormagt er på spil. Det kan man se, når de her konflikter i nabolandene bryder ud,« siger Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, til B.T.

Han henviser til to helt konkrete, militære konflikter.

I den ene har de to tidligere sovjetstater Armenien og Aserbajdsjan haft adskillige blodige sammenstød gennem de seneste uger – en opblusning af de to landes kortvarige krig fra 2020, som blev stoppet af Rusland.

Nogenlunde samtidig har to andre tidligere sovjetstater i form af Kirgisistan og Tadsjikistan haft en konflikt i grænseområderne, der har kostet liv.

I begge tilfælde ville Rusland førhen have trådt ind og brugt sin overvældende magt til at skabe ro. Men at de to konflikter bryder ud i lys lue netop nu, kan man se som et udtryk for, at Rusland er svækket.

»Det er tydeligt, at de her ting kan ske fordi, Rusland er optaget af andre ting,« siger Anders Puck Nielsen.

Men problemerne kan blive endnu flere for Rusland. Og de er i fuld gang med at skabe dem selv.

For ifølge Anders Puck Nielsen, så vil den kommende indlemmelse af fire besatte, ukrainske regioner i form af Kherson, Zaporizjzja, Luhansk og Donetsk betyde endnu flere problemer i Ruslands grænseområder:

»De her annekteringer af ukrainske områder er forbundet med enorme risici,« siger Anders Puck Nielsen og uddyber:

»Putin annekterer jo en borgerkrig med de fire regioner, som man ikke engang har fuld kontrol over. Det her kan åbne Pandoras æske. For det kan inspirere andre dele i Rusland, som kunne have lyst til at bryde ud,« siger Anders Puck Nielsen.