»Jeg troede, der var en, der var ved at blive dræbt.«

To andre naboer har hen over weekenden valgt at stå frem og fortælle, at de også overhørte det voldsomme skænderi mellem favoritten til at blive Storbritanniens næste premierminister - Boris Johnson - og hans kæreste i deres lejlighed i London.

»Det var et ordentligt skænderi,« fortæller naboen Earl McDermott ifølge The Guardian og fortsætter:

»Glas blev knust, der blev skreget, og der var en masse mundhuggeri. Jeg troede, der var en, der var ved at blive dræbt.«

ARKIVFOTO af 55-årige Boris Johnson og kæresten Carrie Symonds, 31 år.
ARKIVFOTO af 55-årige Boris Johnson og kæresten Carrie Symonds, 31 år. Foto: SIMON DAWSON
Vis mere

Det var fredag aften, at historien om skænderiet mellem Storbritanniens tidligere udenrigsminister og favorit til at blive de konservatives nye leder, Boris Johnson, og hans kæreste, Carrie Symonds, kom frem.

En nabo havde valgt at optage noget af lyden fra skænderiet på sin mobiltelefon, og den lydfil sendte han efterfølgende til det britiske medie The Guardian, som bragte en udskrift af det.

Under skænderiet kan man angiveligt høre Carrie Symonds råbe både: 'Fjern dig fra mig' og: 'Skrid ud af min lejlighed'.

Til mediet fortalte naboen samtidig, at han var gået hen til lejligheden og havde banket på for at høre, om alt var okay, men han fik intet svar.

Derefter valgte han at ringe til politiet.

I en udtalelse har politiet bekræftet, at man har været på stedet. Der var dog ifølge politiet ikke noget, der tydede på en forbrydelse, og der 'var intet, som gav anledning til politiets indgriben'.

'Hun skreg hysterisk'

Hændelsen kommer på et kritisk tidspunkt for Boris Johnson, der dyster om pladsen som formand for Det Konservative Parti med den nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt. Han har indtil nu ført stort i meningsmålingerne, men ifølge flere britiske medier kan skænderiet sætte ham i et negativt lys.

En anden nabo, der blot går under sit fornavn Fatimah, har ifølge The Guardian efterfølgende også fortalt, at skænderiet gik voldsomt for sig:

»Det var en masse råben, en dame skreg, og jeg kunne høre glas eller tallerkener bliver kastet en hel del gange,« fortæller hun og fortsætter:

»Manden råbte tilbage. Jeg kunne høre det gennem mine vægge. Det var tydeligt, at kvinden var vred. Hun skreg hysterisk.«

I begyndelsen optrådte den nabo, der havde optaget lydfilen, anonymt, men han har efterfølgende i weekenden valgt at stå frem. Der er tale om 29-årige Tom Penn, der har boet i bygningen i det sydlige London i omkring et års tid sammen med sin kæreste.

I udtalelsen forklarer han, at han har valgt at stå frem, efter der i flere medier blev spekuleret i, hvilke motiver han kunne have haft for at optage skænderiet og sende det til et medie.

Blandt andet er det kommet frem, at han er imod brexit - noget, som Boris Johnson kæmper for at få gennemført.

Mener, det har offentlighedens interesse

Tom Penn forklarer dog i sin udtalelse, at den eneste grund til, at han valgte at optage lyden og ringe til politiet, var, at han var bekymret for sine naboers sikkerhed.

'Jeg håber, at alle ville have gjort det samme,' skriver han blandt andet og understreger, at han gerne vil opfordre alle til at optage i de tilfælde, hvor man er bekymret for andre sikkerhed.

Videre skriver han, at han valgte at kontakte The Guardian, fordi han mener, sagen har offentlighedens interesse:

'Jeg mener, det er rimeligt for en person, der sandsynligvis bliver vores næste premierminister, at blive holdt ansvarlig for alle ens ord, handlinger og opførsel,' skriver Tom Penn.

Indtil videre har Boris Johnson ikke selv kommenteret skænderiet.

Under et partimøde lørdag for konservative vælgere undveg han flere spørgsmål om det og svarede i stedet:

»Jeg tror ikke, de (publikum, red.) ønsker at høre om det her, medmindre jeg tager fejl. Jeg tror, de vil høre om mine planer for dette land og vores parti.«