Et stort drama udspillede sig torsdag formiddag i den tyske by Ratingen.

Ti brandmænd og to politibetjente er blevet såret. Flere af dem er stadig i livsfare.

Det skriver Bild.

Politi og brandvæsen blev kaldt ud til en brand i et lejlighedskompleks.

Men da de åbnede døren til lejligheden, blev de ramt af en omfattende eksplosion.

En talsmand fra politiet siger til Bild:

»Der skete en eksplosion af ukendte årsager. Flere mennesker blev såret. Herunder også politibetjente.«

Ifølge Bilds oplysninger er eksplosionen blevet udløst af en person i lejligheden. Han skulle af uvisse årsager have lokket politi og brandvæsen i en fælde.

At der kan være noget kriminelt bag eksplosionen, bestyrkes da også af billeder af politiets skarpskytter på tage og altaner omkring den brændende lejlighed.

Indenrigsministeren for delstaten. Herbert Reul, siger:

»Da politiet ankom, blev døren til lejligheden åbnet. En søn og en mor opholdt sig i den brændende lejlighed. En mand i lejligheden udløste med en ubekendt genstand en eksplosion.«

Politiets specialstyrker ankom til stedet, og seks helikoptere var i aktion.

Først på eftermiddagen tiltvang politiet sig adgang til lejligheden, hvor de anholdt en 57-årig mand. Han var hårdt såret efter eksplosionen.

I lejligheden fandt de også en død kvinde.

Ifølge Bilds oplysninger skulle det dreje sig om den 57-åriges mor. Hun har angiveligt været død i længere tid.

Indenrigsminister i Nordrhein-Westfalen, Herbert Reul, oplyser, at den anholdte mand tidligere har været aktiv som corona-fornægter på sociale medier.

Politiets fagforening har reageret på dagens drama med følgende meddelelse:

»Politi og brandvæsen gør alt for at redde alle mennesker. At de dermed selv bliver ofre for en eksplosion er helt ufatteligt. Det vigtigste for os er nu at udtrykke vores medfølelse for de kollegaer, der nu kæmper fore deres liv.«