AUSTRALIEN: Yderligere to gidsler er undsluppet Lindt Chocolate Café i Sydney, hvor en bevæbnet mand i snart syv timer har holdt et ukendt antal mennesker som gidsler.

Dermed er i alt fem personer - først tre mænd og senest to kvinder - lykkedes med at flygte fra cafeen, der ligger i det centrale Sydney.

Flere gidsler skulle også have i været kontakt med deres familier via sms indefra cafeen, beretter flere australske medier.

Det er endnu uvist, hvad den bevæbnede mands motiv for gidseltagningen er, men der spekuleres i, at han kan have tilknytning til en islamistisk organisation, efter at gidslerne har holdt et sort flag med den islamiske trosbekendelse i arabisk skrift op mod vinduet i cafeen.

Det er uvist, hvor mange personer, der opholder sig i cafeen, men myndighederne har senest slået fast, at det er under 30 personer.

BNB