En person er død, og yderligere fem er såret efter et skyderi på en metrostation i New York City.

Adskillige mennesker er blevet skudt på en metrostation i bydelen Bronx i New York City.

Det oplyser lokalpolitiet mandag lokal tid. En person er død, og yderligere fem er såret.

En talsperson for politiet siger, at der endnu ikke er nogen anholdte, og at det er uklart, hvilken tilstand de sårede er i.

Lokalmedier citerer unavngivne kilder i politiet for at have udtalt, at de fem sårede har fået ikke-livstruende skader.

Den nyligste data viser, at forbrydelser på New Yorks metrostationer er sjældne.

Metroerne i New York håndterer omkring 3,8 millioner rejser på en gennemsnitlig ugedag, og New Yorks transportmyndighed (MTA) indberettede 570 tilfælde af grov vold i hele 2023.

Skyderier er særligt sjældne. I 2022, da en mand med en pistol sårede 10 mennesker på et tog, der kørte igennem Brooklyn, var det første gang siden 1984, at der var et masseskyderi på en metrolinje.

Et par uger senere, i maj 2022, blev en mand dræbt på Q-toget i det, som politiet kaldte et uprovokeret angreb.

/ritzau/Reuters