Tidligt søndag morgen bliver der fra flere sider meldt om eksplosioner i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Byen har ellers i længere tid været fredelig. Og mange civile ukrainere er hjemvendt til Kyiv, efter at de var nødsaget til at flygte fra deres hjem på grund af russiske angreb mod byen.

Nyhedsbureauet Reuters melder om adskillige eksplosioner og skriver, at byens borgmester, Vitalij Klitsjko, oplyser, at ambulancer og redningspersonale er blevet sendt afsted.

Reuters angiver ikke, hvor mange eksplosioner der er tale om. Men det forlyder, at de har fundet sted i Sjevtjenkivskyj-distriktet, som ligger i den indre del af Kyiv.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at der er tale om fire eksplosioner. De fandt ifølge nyhedsbureauet sted omkring klokken 05.30 dansk tid og ramte et lejlighedskompleks. AFP skriver, at der stod flammer og røg fra bygningen.

Rusland angreb Ukraine 24. februar, og i mere end en måned satte præsident Vladimir Putins styrker hårdt ind mod hovedstaden.

Millioner af ukrainere forlod ifølge FN landet i den periode, hvorfra mange søgte mod den polske grænse. Det fremgår ikke klart af FN's tal, hvor mange af dem der kom fra Kyiv.

Angrebene mod hovedstaden skulle vise sig at ikke bære frugt. Og sent i marts oplyste Rusland, at det ville tilbagetrække sine styrker for at fokusere kræfterne på de to østukrainske regioner Luhansk og Donetsk, som Rusland anerkender som selvstændige folkerepublikker.

Siden er millioner af ukrainere vendt tilbage til deres hjemland, viser en opgørelse fra FN. Heller ikke her er det klart, hvor mange der er vendt tilbage til Kyiv, men billeder fra hovedstaden viser gader, der er fyldt med liv, og natklubber, som er fyldt med gæster.

/ritzau/