Fem personer er blevet dræbt under et gidselsdrama i en Bank i Florida.

Det oplyser talsmand for Highlands County i Florida, Don Elwell, til CNN.

Politiet og en indsatsstyrke er talstærkt til stede ved banken, hvor der først blev rapporteret om flere tilskadekomne.

Det er endnu uvist, hvorvidt det er bankpersonale eller kunder, som er blandt ofrene.

Hændelsen blev registreret ved et alarmopkald klokken 12.36 lokal tid.

Her fortalte den mistænkte, at han havde affyret skud inde i banken.

Indledningsvis forsøgte politiet at forhandle med den mistænkte inde i banken.

Det forløb dog uden held.

Efterfølgende fik indsatsstyrken - SWAT - adgang til banken, hvor de fortsatte forhandlingerne, der til sidst endte med, at den mistænkte overgav sig.

Hændelsen fandt sted i en SunTrust Bank i Sebring, der har omkring 10.000 indbyggere og ligger i det centrale Florida.