»Et umenneskeligt terrorangreb.«

Sådan lyder det fra Ruslands præsident, Vladimir Putin, efter et skoleskyderi i landet mandag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mindst 13 børn og voksne er døde, efter en gerningsmand tidligere mandag angreb en skole i den russiske by Isjevsk.

Mindst 20 personer blev yderligere såret i skyderiet, der angivelig blev begået af en tidligere elev.

Han skød og dræbte efterfølgende sig selv.

Ifølge BBC har russiske medier delt videoer, der viser panik i skolebygninger.

Her kan man angivelig se blod på gulvet, mens børn gemmer sig under borde.

Ifølge russiske myndigheder blev syv børn og seks voksne dræbt, herunder to sikkerhedsvagter og to lærere.

Delstatslederen har erklæret sørgeperiode indtil 29. september.