Lviv. Dnipro. Lutsk.

Rusland gennemførte natten til tirsdag et stort luftangreb mod det vestlige Ukraine – som har krævet flere dødsofre.

Angrebets omfang er så stort, at ukrainske medier kalder angrebet det største luftangreb mod Lviv-regionen siden starten af den russiske invasion for over halvandet år siden.

Det skriver Reuters.

Nyhedsbureauet kan ikke fra uafhængige kilder bekræfte oplysningen om, at det skulle være det hidtil voldsomste luftangreb mod Lviv-regionen, som grænser op til NATO-landet Polen.

Men også andre vestukrainske regioner blev angrebet – adskillige personer er blevet såret og flere har mistet livet.

Mindst tre er dræbt, mens flere er såret i angrebet mod regionen Volyn. Det oplyser guvernør i regionen Jurij Pohuljajko tirsdag morgen på beskedtjenesten Telegram.

De tre dræbte er i byen Lutsk, som ligger mindre end 100 kilometer fra Ukraines grænse til Polen, oplyser byens borgmester ifølge AFP.

Der er foreløbig ikke meldinger om nogen dræbte i Lviv, men mere end 100 boliger er beskadiget. 500 vinduer er blevet ødelagt, og en børnehaves legeplads er blevet ødelagt.

»Mange missiler blev skudt ned, men Lviv blev også ramt,« skriver byens borgmester Andrij Sadovyj på Telegram.

Han tilføjer, at fire personer er såret. Dog ingen af dem i kritisk grad. Folk fra mindst en lejlighedsbygning er blevet evakueret.

Borgmesteren har også lagt en video op, hvor han står foran et krater uden for et lejlighedsbygning, hvor alle vinduerne er sprængt i stykker.

Ifølge Ukraines luftvåben har man ødelagt 16 ud af mindst 28 russiske missiler.

Det oplyser luftvåbnet tirsdag morgen. Men det uddyber ikke, hvor mange af missilerne der var rettet mod Lviv og Volyn.

Indtil for nylig er det vestlige Ukraine i det store hele blevet forskånet for russiske angreb, men siden juli har russerne intensiveret angrebene mod Lviv-regionen, hvor syv personer blev dræbt, da en beboelsesblok blev ramt af et missil.