Mere end 100 trusler på livet. Billeder af tonsvis af narkotika, der var skjult i blandt andet frugt og i dåser.

Det var blot noget af det, som adskillige politiagenturer har fået adgang til at se som følge af en af de hidtil mest sofistikerede infiltreringer af organiseret kriminalitet.

Det fortæller Jean-Philippe Lecouffe, vicedirektør i Europol, og Calvin Shivers, vicedirektør hos Criminal Investigation Division under FBI, på et pressemøde tirsdag formiddag om det, der bliver kaldt 'Operation Trojan Shield' og 'Operation Ironside'.

Som en del af operationen er adskillige medlemmer af den kriminelle underverden blevet snydt til at kommunikere via en krypteret app kendt som Anom, som FBI i al hemmelighed overvågede og havde kontrollen over.

Appen er siden blevet brugt af kriminelle bander over hele verden til at planlægge drab, hvidvask og import af narkotika – alt sammen mens politibetjente fra store dele af verden kunne følge med og læse dem over skulderen.

I løbet af de seneste dage har politiet slået til, og mere end 800 personer er blevet anholdt, mens 700 ransagninger er blevet gennemført, fortæller Jean-Philippe Lecouffe.

Af de anholdte blev 70 af dem anholdt mandag i Sverige som en del af operationen. Det menes, at infiltreringen kan have forhindret ti drab i vores naboland:

»De kriminelle troede, de ville være sikre på Anom, men internationalt samarbejde viser, at kriminelle ikke er sikre nogensinde,« fortæller Linda Staaf, der er leder af NOA, Nationella Operativa Avdelningen, ifølge Aftonbladet.

Der blev i alt kommunikeret på 44 forskellige sprog på platformen.

»Resultaterne er forbløffende,« fortæller Calvin Shivers.

Ved pressemødet fortæller Jennifer Hurst fra det føderale politi i Australien, som også har taget del i operationen, at mere end 200 personer er blevet sigtet for over 500 anklagepunkter.

Man mener desuden, at man der har forhindret 24 drab:

»De har kommunikeret helt åbent og troet, at de var anonyme. De har smuglet narkotika, våben og bestilt drab,« fortæller hun.

Som følge af den storstilede aktion er der blevet beslaglagt mere end otte ton kokain, 22 ton cannabis og cannabis resin, to ton syntetiske stoffer som amfetamin og methamfetamin, 250 skydevåben, 55 luksusbiler og mere end 48 millioner dollar – svarende til knap 300 millioner kroner – i forskellige valuta fra hele verden og i kryptovaluta.

I alt 16 lande – herunder Danmark – har været med i den store aktion, som udspringer af et samarbejde imellem FBI og det australske føderale politi.

Rigspolitiet har oplyst til Ritzau, at dansk politi har haft en mindre rolle i operationen, og at der ikke er sket nogen anholdelser i Danmark.