Jeg husker kun alt for godt billederne. Uafrystelige. Lig, der var skyllet op på stranden. Områder, der var raseret af dræberbølgen. 284.881 mennesker mistede livet.
Fire af dem fra familien Kofod-Svendsen.
Det gjorde ondt i hjertet, da jeg i anledning af B.T.s 100 års jubilæum i 2016 interviewede den tidligere minister om den tragedie, som stadig var og er en tung bagage for ham og hans kone.
Genlæs interviewet her:
Dagen skulle have stået i julehyggens tegn, med sild og snaps, måske en tur i skoven, liggen på langs i sofaen. Mæt og glad.
I stedet vågnede vi danskere dén morgen, anden juledag 2004, op til nyheden om den største naturkatastrofe, som verden havde set i 40 år. Til billeder af lig og enorme ødelæggelser, skabt af en tsunami, som med knusende kraft og 700-800 km/t. fortærede alt på sin vej hen over Det Indiske Ocean.
Dræberbølgen blev den kaldt på B.T.s forside den efterfølgende dag.
Alt det var tidligere minister og præst Flemming Kofod-Svendsen lykkeligt uvidende om, da han iført vandrestøvler sammen med sin kone, Inger Margrethe, og datteren Kathrine var midt i dét, han havde drømt om hele sit liv.
At vandre langs den bibelske flod Eufrat i Syrien, floden, der fører til Edens Have. Men inden længe befandt han sig i stedet i frygtens forgård.
Følelsen af lykke var erstattet af en knugende uro og bekymring over sønnen Jacob, svigerdatteren Lisbeth og de to børnebørn Silas og Regitze, som befandt sig i katastrofens epicenter.
»Vi havde holdt juleaften hos vores datter, som på det tidspunkt boede og studerede i Damaskus.«
»Dagen efter var vi inde på en netcafé og læste en mail, som vores søn Jacob havde sendt fra Thailand, hvor han og vores svigerdatter Lisbeth var på forældreorlov sammen med deres to børn, Regitze på tre og Silas på fire. De havde holdt den mest fantastiske juleaften på stranden, skrev han. Havde sunget julesange og pakket gaver ud,« husker Flemming Kofod-Svendsen.
Sent samme dag tog han sammen med sin kone og datter bussen fra Damaskus og overnattede på et hotel tæt på floden, så de kunne begynde på turen tidligt næste morgen.
»Det var en stor oplevelse at vandre dette bibelske sted,« fortæller Flemming Kofod-Svendsen.
Men en insisterende ringetone fra mobiltelefonen slog skår i den fredfyldte følelse.
I den anden ende – små 5.000 kilometer derfra – var sønnen Simon. Der var sket en frygtelig katastrofe i området, hvor Jacob og hans familie befandt sig. Fjernsyn og radio var fyldt med nyheden, fortalte han.
»Allerede dér dukkede frygten op,« siger Flemming Kofod-Svendsen om dét, der snart skulle blive et fuldbyrdet mareridt.
Da 26. december gik på hæld, anslog man, at dødstallet var 12.000.
Det var omtrent ved den tid, at Flemming Kofod-Svendsen nåede tilbage til Damaskus og igen satte sig ind på en netcafé og loggede på computeren. Men denne gang var der ingen mail fra sønnen Jacob.
»I stedet så vi for første gang på billeder, hvor voldsomt det var. Dér voksede frygten. Men samtidig håber man jo. At de kan have været et sted, hvor de ikke er blevet ramt af tsunamien. Der var jo mennesker, som mirakuløst var blevet reddet,« siger Flemming Kofod-Svendsen.
Dialekten er stadig lige bornholmsk. Blikket stadig fast og empatisk.
Hans kone, Inger Margrethe, har stillet kaffe og kanelsnegle frem på sofabordet i parrets villa i Vanløse, hvor de har boet de seneste år. Tæt på to af børnene og seks af deres i alt ni børnebørn.
»I barnevognafstand,« fortæller Inger Margrethe med et smil.
Selv er hun vej over for at kigge efter børnebørnenes kaniner, som hun og Flemming Kofod-Svendsen passer i sommerferien. At tale om sorgen og smerten overlader hun til sin mand.
Den 2. januar 2005 var det anslåede dødstal steget til 150.000. Om Jacob, Lisbeth, Regitze og Silas var blandt dem, var en uvished, som Flemming Kofod-Svendsen og hans kone dagligt kæmpede med. Men som der dén dag stod med store bogstaver på B.T.s forside: 'Vi klamrer os til håbet'.
Historier om den brutale dræberbølge, om såvel nye tragiske skæbner som mirakler, foldede sig hver dag ud i B.T. Nu var det en tidligere minister, der stod frem med sin hjerteskærende historie.
Oven over citatet var billedet af de to børnebørn.
En alvorlig lille Silas på fire år, hvis direkte blik ramte lige i maven, en betuttet treårig Regitze i sin rødblomstrede kjole.
Ægteparret var vendt hjem fra Damaskus nogle dage tidligere. De forsøgte at lade en form for hverdag indfinde sig. Men det var svært, når frygten konstant lå på lur bag de mest banale gøremål.
Alligevel herskede der ingen tvivl hos parret om, at det var vigtigt at stå frem i B.T. og dermed dele deres store personlige sorg – og håb – med hele Danmark.
»Som bekendende kristen skal man altid være parat til at aflægge vidnesbyrd om sit håb. Og det følte jeg mig forpligtet til,« forklarer den stærkt troende Flemming Kofod-Svendsen om den ene – og mest tungtvejende – af sine bevæggrunde.
Den anden var af mere lavpraktisk karakter.
På et møde i Udenrigsministeriet var Kofod-Svendsen blevet anbefalet at være rundhåndet med at dele oplysninger. For i de tsunami-ramte områder herskede der stadig så meget kaos, at udbredelsen af familiens egne oplysninger kunne være værdifuld. Og det var den, omend ikke på en opløftende måde.
En læser fra Silkeborg havde nemlig set historien i B.T. og genkendt personerne på billederne. Han havde tilbragt julen dør om dør med dem i feriebyen Khao Lak. Dét sted i Thailand, hvor tsunamien havde haft den allermest ødelæggende og dødbringende virkning.
'Silas og Regitzes hytte smadret' stod der den efterfølgende dag i B.T., hvor en knust Flemming Kofod-Svendsen måtte konstatere: »Vi har altså ikke fået et kvalificeret nyt håb.«
»Men vi har kunnet følge de sidste timer lidt tættere. Og den viden er man jo altid glad for,« sagde han i interviewet.
Derfra svandt håbet. Dag for dag gjorde nye informationer indhug i den lille, lysende flamme af håb, som familien Kofod-Svendsen holdt op for sig. Og til sidst slukkedes den helt.
I slutningen af januar indstillede Udenrigsministeriet eftersøgningen. Der var ikke længere nogen tro på, at Jacob, Lisbeth, Silas og Regitze ville blive fundet i live.
Flemming Kofod-Svendsen erkender, at det til tider krævede sin mand at fastholde troen på Gud og en højere mening med det hele.
Udenfor er solen trængt væk af sorte, truende skyer. Et pludseligt og voldsomt regnvejr slår som trommestikker ned på fliserne, mens en buldren høres fra oven.
Flemming Kofod-Svendsen kigger intenst og med rynker i panden ud ad vinduet. Han er bekymret for sin kone, der er fanget i uvejret.
Og for kaninerne, som ikke kan lide tordenvejr.
Hans egen vrede over Gud var ikke buldrende.
Jo, han skreg i indvendig vrede, indrømmer han. Og kan stadig – 11 år efter katastrofen – blive ramt af følelsen af urimelighed.
»Det var jo mig, der i min alder burde dø og ikke min søn, der havde livet foran sig. Der er ting ved Guds dispositioner, som jeg ikke forstår, der er ting, jeg ikke kan begribe,« siger Flemming Kofod-Svendsen. Og tilføjer så:
»Men at gå ad den vej fører jo bare ud af en tunnel af mørke. For mig handler det om at flytte sit blik fra denne blindgyde med kritik af Gud og medlidenhed med sig selv.«
8. marts 2005 blev liget af Lisbeth Kofod-Svendsen identificeret. Så kom navnene drypvis.
Jacob. Dernæst Regitze. 18. juli var det et faktum, at også fireårige Silas var blandt de knap 300.000, der døde af dræberbølgen i Det Indiske Ocean. 46 danskere tog den. Herunder en hel familie. Kofod-Svendsens familie.
»Nu kan vi endelig få fred og ro i sjælen. Vi er glade for, at lille Silas kan blive forenet med resten af familien i Guds rige,« fortalte en stærkt berørt Flemming Kofod-Svendsen dengang til B.T. om det tragiske punktum for en hel families liv.
De hænger på væggen endnu. I stuen er fire sæt bryllupsbilleder. Datteren Kathrine og hendes mand. Den ældste søn, Peter, og hans kone. Den yngste, Simon, med sin kone. Og så Jacob og Lisbeth. Lisbeth, som ikke kun var svigerdatter, men også søster til Simons kone.
En hel væg i køkkenet er dedikeret til børnebørnene.
Dem er der ni af, de levende. Og så er der Silas og Regitze.
Billederne, som 2. januar 2005 blev bragt på forsiden af B.T., hænger derude sammen med et sort-hvidt foto, fra de var mindre. Dér sidder Silas og holder om sin lillesøster. Passer på hende.
»Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på dem,« siger Flemming Kofod-Svendsen om det savn, som han og hans kone stadig føler. 11 år efter.
Den kristne tro – og især Jesu opstandelse og genkomst – er dét, der som en redningskrans har båret dem begge hele gennem sorgen og frygtens hav.
»Allerede da frygten kom, da tanken, om de mon var omkommet, gjorde sit indtog, og da det stod klart, at dem ser vi aldrig mere i dette liv, var troen mit fundament.«
»Jeg er overbevist om, at Jesus kommer igen for at oprette en ny himmel og en ny jord. Og i dette fremtidshåb er jeg også overbevist om, at jeg skal gense min familie. Jeg lever kun adskilt fra dem en kortere eller længere periode, og det har ført mig ud af det tab, som føltes ubærligt.«
»Det betyder ikke, at savnet er væk. Jeg mærker det altid, og der er stadig situationer, hvor det kommer tydeligere frem. Fødselsdagene hos børn eller børnebørn, hvor der altid er nogen, der mangler. Vi har fået en smerte, en byrde at bære.«
Flemming Kofod-Svendsen siger ligeud, at det er for tungt for ham at gå på kirkegården.
Det er hans kone, der tager turen op til Birkerød, hvor de ligger begravet og nusser om gravpladsen. Det gør hun ofte.
Solen skinner igen udenfor, sender sit lys gennem fire fine engle af farvet glas, der hænger i det ene af stuens vinduer. En af de mange gaver, som ægteparret Kofod-Svendsen modtog i den svære tid.
To af englene er store. To er små.
»Det er Silas og Regitze,« smiler Inger Margrethe.
Hun er kommet tilbage fra kaninerne.
»Vi har fået en rygsæk at bære på, som er tung. Men man kan jo ikke bare kaste den væk, sige at den ikke længere er en del af vores liv,« siger Flemming Kofod-Svendsen.
En del af den rygsæk er at være Kofod-Svendsen. At være dén, der kan gøre en katastrofe nærværende i B.T. Også 11 år efter. Byrden tager han på sig.
»Jeg tror, at Gud har haft en plan med mit liv.«
