Tyskland beskylder Polen for manglende information om tusindvis af døde fisk, som nu flyder rundt i Oder.

Tusindvis af fisk er fundet døde i floden Oder, som løber på grænsen mellem Tyskland og Polen.

Endnu kendes årsagen til fiskedøden ikke, men der er frygt for, at der er blevet dumpet kemisk affald i floden.

De døde fisk er blandt andet blevet set flyde i vandet nær den østtyske by Schwedt. De menes at være blevet bragt med vandet fra Polen.

Her meldte fiskere og lokale om massedød blandt fisk allerede den 28. juni.

Nu beskylder tyske myndigheder Polen for ikke at have informeret Tyskland ordentligt om de mange døde fisk.

Også internt i Polen er der kritik af regeringen. Her lyder beskyldningen, at der ikke er blevet handlet i tide.

Næsten to uger efter at de første døde fisk blev set flyde rundt nær mindre polske byer, forklarede den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, fredag, at "alle i begyndelsen troede, at det var et lokalt problem".

Men nu står det klart, at "problemets omfang er meget stort. Så stort, at Oder vil have brug for flere år til at nå tilbage til sin naturlige tilstand".

- Der er sandsynligvis dumpet enorme mængder kemisk affald i floden med fuld viden om de potentielle risici og konsekvenser, siger han.

Den tyske miljøminister, Steffi Lemke, opfordrer til en omfattende undersøgelse af det, som hun kalder en tiltagende "miljøkatastrofe".

Floden Oder er ifølge Den Store Danske 903 kilometer lang. Den har sit udspring i Tjekkiet og munder ud i bugten Stettiner Haff ved Østersøen.

Axel Vogel, miljøminister i den tyske delstat Brandenburg, anslår, at "flere ton fisk" er døde.

Fiskedød skyldes ofte ændrede iltniveauer ved lav vandstand, forklarer han.

- Men vi har helt anderledes testresultater nu. Således har vi haft stigende iltindhold i floden i flere dage, og det indikerer, at et fremmed stof, som er blevet tilført, har ført til dette, siger miljøministeren.

Der er fortsatte undersøgelser i Tyskland for at slå fast, hvilket stof der kan være tale om.

/ritzau/AFP