En mand, som er mistænkt for at have begået fire mord i London natten til mandag, er blevet anholdt.

Det skriver Sky News.

Tre kvinder og en mand blev fundet dræbt i en ejendom i London-bydelen Southwark natten til mandag.

Det skete, efter at politiet var blevet alarmeret om, at noget var helt galt i en ejendom på Delaford Road, ved 2.40-tiden.

Kort forinden havde der været meldinger om husspektakler.

Da politiet ankom, blev de fire personer fundet inde i ejendommen.

De blev alle fire erklæret døde på stedet.

Ifølge Sky News' oplysninger blev de dræbt med knivstik.

Gerningsmanden skulle have kendt de fire ofre.

Det fremgår ikke, hvor den formodede gerningsmand blev anholdt, eller under hvilke omstændigheder anholdelsen fandt sted.

Der er heller ingen melding om et muligt motiv for de fire drab.