Den mexicanske kystby Cancún er kendt for sine smukke strande, paradisiske palmer og lystige natteliv.

På det seneste har den populære feriedestination på Yucatanhalvøen imidlertid været hærget af en række voldelige episoder.

Mandag blev ligene af fire personer så fundet nær en strand i byen. Det forlyder, at de er blevet skudt, men den endelige dødsårsag er ikke offentliggjort.

Det skriver flere internationale medier, blandt dem britiske The Guardian.

De fire dødsfald er de seneste i en række hændelser i det mexicanske ferieparadis.
De fire dødsfald er de seneste i en række hændelser i det mexicanske ferieparadis. Foto: PAOLA CHIOMANTE
Vis mere

Ofrene er endnu ikke identificerede, hvorfor det heller ikke fremgår, hvilke nationaliteter de afdøde har.

I første omgang blev tre fundet dræbt på en hotelgrund i byen, men kort efter dukkede endnu et lig op i et skovområde tæt på hotellet.

Hændelsen kommer mindre end en uge efter, at en amerikansk turist blev skudt i benet. Han blev kontaktet af flere personer, som efterfølgende skød ham.

Motivet til overfaldet kendes endnu ikke.

Overfaldet har fået det amerikanske udenrigsministerium til at advare amerikanske statsborgere om »at udvise øget forsigtighed« – især efter mørkets frembrud – på Mexicos caribiske strandresorter som eksempelvis Cancún, Playa del Carmen og Tulum. Områder, der tidligere har været plaget af vold fra narkobander.

Millioner af turister besøger hvert år Cancún og Maya-rivieraen i det sydlige Mexico, men rivaliserende narkokarteller kæmper om de lokale narkomarkeder.

I 2022 blev to canadiere dræbt i Playa del Carmen – efter alt at dømme af gerningsmænd med relationer til narko- og våbenhandel.

I 2021 blev to turister dræbt lidt længere sydpå i Tulum, da de tilsyneladende blev fanget i krydsilden mellem rivaliserende narkohandlere.