Fire mennesker er kvæstet i et usædvanligt kraftigt jordskælv i det sydøstlige Frankrig mandag.

En af dem kom alvorligt til skade, da et stillads kollapsede under de kraftige rystelser, oplyser lokale myndigheder i regionerne Ardèche og Drôme.

Jordskælvet havde en beregnet størrelse på 5,4 og kunne mærkes i området mellem Lyon og Montélimar. De to byer ligger omkring 150 kilometer fra hinanden.

Ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os på 1929@bt.dk

I landsbyen Le Teil, der ligger lidt uden for Montélimar i Rhône-regionen, er hundredvis af huse blevet beskadiget, siger borgmesteren ifølge radiostationen Franceinfo.

Franske geofysikere betegner et skælv over 5 som usædvanligt i den region.

»Dette var et sjældent et,« siger Mustapha Meghraoui fra Geofysisk Institut i Strasbourg.

Han tilføjer, at der kan komme efterskælv på omkring 4,5.

»Så hvis folk bor i et ustabilt hus, må de hellere forlade det.«

Flere indbyggere i det ramte område kunne tydeligt mærke rystelserne.

Didier Levy, der bor i et gammelt slot fra 1400-tallet, fortæller, at »lysekronerne stadig rystede« i adskillige minutter efter jordskælvet.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg kunne mærke rystelserne, selv om disse mure er en meter tykke,« siger han.

Omfanget af ødelæggelserne tyder på, at skælvets epicentrum lå mellem fem og ti kilometer under jordoverfladen, oplyser Geofysisk Institut.

Ved atomkraftværket Tricastin, der ligger omkring 30 kilometer fra Montélimar, er der ikke meldinger om ødelæggelser, oplyser myndigheder i regionen ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/AFP