Fem børn og en kvinde er enten dræbt eller alvorligt såret, efter et tog har ramt en ladcykel i Holland.

Amsterdam. Fire børn har torsdag mistet livet, da et tog er kørt ind i en elektrisk ladcykel nær byen Oss i Holland. To personer er desuden alvorligt såret. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Kun meget få detaljer fra ulykken er blevet fremlagt, ud over at den er sket på et togspor i Oss, som ligger 100 kilometer sydøst for Amsterdam.

Ifølge hollandske medier er den sket ved en overgang over togsporet, skriver AP.

Hollandsk politi oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at ulykken er sket, mens børnene blev fragtet fra en SFO til deres skole.

Politiet har talt med talrige vidner. Flere af dem var børn i skolealderen, oplyser politiet til Reuters.

- Vi har informeret de pårørende om de forfærdelige nyheder. Vi efterforsker nu, hvordan dette kan ske, skriver politiet i en udtalelse.

Det franske nyhedsbureau AFP har fået en kommentar fra Hollands statslige togselskab, NS.

- Det er forfærdelig ulykke, siger en talsmand ifølge AFP.

Politiet har over for AFP bekræftet, at et tog er kollideret med en trehjulet cykel.

- Fire børn er dræbt i ulykken. Redningsfolk er på vej, skriver den lokale politikreds i Brabant på Twitter ifølge AFP.

De to sårede er en kvinde og et barn. Kvinden er angiveligt en pædagog, der fragtede børnene i skole.

De dræbte blev mellem fire og elleve år, beretter det hollandske nyhedsbureau ANP. Det er ifølge ANP dog ikke bekræftet.

Kvinden, der kørte cyklen, havde kort forinden afleveret andre børn ved en anden skole.

Ifølge ANP er der tale om sjette ulykke ved overgangen siden 1975.

Hollands dronning Maxima og kong Willem-Alexander har ifølge en udtalelse "ingen ord".

- Vores tanker går til alle familier, som har mistet sine børn på grund af en forfærdelige ulykke i Oss, siger Maxima ved et royalt besøg.

/ritzau/