Der er nu fundet i alt fem brevbomber i Spanien. Domstol efterforsker sagen som terror.

Den spanske premierminister Pedro Sanchez' kontor bekræfter, at det sidste torsdag modtog et brev med sprængstof.

Det var magen til det sprængstof, der er fundet i den brevbombe, som Ukraines ambassade modtog onsdag. Her blev en ansat lettere såret.

Brevbomben, der var stilet til Sanchez, blev uskadeliggjort ved en kontrolleret eksplosion, hedder det.

Dermed er der fundet i alt fem brevbomber fra en ukendt afsender. Noget tyder på, at de er afsendt fra et eller flere steder i Spanien, oplyser regeringen.

Sagen efterforskes nu af en spansk domstol som terror.

Også det spanske forsvarsministerium kunne torsdag formiddag melde om, at »et mistænkeligt brev« var landet i ministeriet. Det indeholdt det samme som de fire øvrige brevbomber.

Tidligere på dagen oplyste politiet, at man havde fundet endnu en sprængladning gemt i en brevpak i lufthavnen Torrejon de Ardoz uden for Madrid.

Onsdag blev der fundet to brevbomber. De var sendt til Ukraines ambassade i Madrid og til en våbenfabrikant i Zaragoza i det nordlige Spanien.

Den første af brevbomberne eksploderede mellem hænderne på en ukrainer, der er ansat på ambassaden i Madrid. Vedkommende blev lettere såret.

Premierministerens kontor oplyser, at sikkerheden bliver skærpet omkring offentlige bygninger og ambassader som følge af de brevbomber, der er fundet.

/ritzau/Reuters