Lyt til artiklen

En noget usædvanlig nyhed er fredag kommet fra Island.

Her har politiet nemlig anholdt fire mænd, som de mistænker for at planlægge en terroraktion i det nordatlantiske land.

De fire islandske mænd er ifølge CNN alle i 30erne.

De blev onsdag anholdt i forbindelse med undersøgelser af planlagte forberedelser til terrorhandlinger.

»Det islandske politi har afværget mulige terrorhandlinger,« siger kommunikationsdirektøren for det islandske rigspoliti, Gunnar Hörður Garðarsson.

Han tilføjer, at den islandske befolkning ikke er i fare, og at det nuværende trusselniveau for terror i Island ikke er højt.

Kommunikationschefen medgiver, at den type sager er usædvanlige i Island.

De anholdte kom i politiets søgelys, fordi man fandt ud af, at de var i besiddelse af en betydelig mængde våben.