Hele verden vælter sig i håndsprit i øjeblikket. Selvom det lugter og smager forfærdeligt, så er der nogen, som ikke kan modstå fristelsen til at tage sig en ordentligt tår. Men det skal man lade være med.

Fire amerikanere er nemlig døde efter, at de decideret drak håndspritten, som er særdeles giftig, når den indtages. Det skriver CTV News.

11 andre er blevet behandlet for alvorlig forgiftning. Flere har helt eller delvist mistet synet efter at have drukket håndsprit.

De forgiftede personer er alle mellem 21 og 65 år, oplyser det amerikanske U.S. Centers for Disease Control and Prevention - ofte omtalt som CDC.

CDC har dog ikke et overblik over, hvorfor de forgiftede personer har drukket håndspritten i stedet for at smøre det på hænderne, som majoriteten af klodens befolkning ellers har forstået er den rigtige måde at gøre det på.

En af de forgiftede personer - en 44-årig mand - forklarede, at han drak håndsprit over flere dage, inden han søgte læge. Han var herefter indlagt i seks dage men er nu udskrevet - og næsten blind.

CDC og flere andre amerikanske myndigheder har tidligere været ude og advare kraftigt imod at indtage håndsprit, blegemiddel og lignende. Det skete efter, USAs præsident Donald Trump i april måned indikerede at intravenøs brug af blegemiddel kunne have en effekt mod coronavirus.

Lad være med det. Amerikaner eller ej.