I Finland sker der noget helt vildt for tiden.

I hvert fald hvis man ser på det nordiske land med resten af verdens øjne.

Sanna Marin, der tirsdag eftermiddag blev udpeget som landets statsminister, er blot 34 år og har for alvor fået verdens opmærksomhed de seneste døgn.

Det samme har 32-årige Li Andersson, 32-årige Katri Kulmini, 34-årige Maria Ohisalo og Anna-Maja Henriksson på 55.

I USA kan man nærmest mærke den åbenlyse måben over de fem kvinder i mediernes spalter.

Årsagen er, at Sanna Marin er blevet valgt til den yngste regeringsleder i verden. Det skete tirsdag, da hun for første gang indtog posten.

De fire andre kvinder har også fået opmærksomhed, da de er ledere af de fire partier, som støtter den socialdemokratiske regering med netop Sanna Marin i front.

Det store amerikanske medie Vox benytter sig af overskriften 'Finlands nye parlament er domineret af kvinder under 35'.

New York Times beskriver sagen ved overskriften 'Sanna Marin fra Finland bliver verdens yngste statsminister'.

Mens Washington Post skriver: 'En regering anført af fem kvinder og verdens yngste statsminister'.

Og i alle tre medier må man lige forklare, at det faktisk ikke er så vanvittigt i Finland.

Landet har nemlig en tradition for kvindelige ledere.

Sanna Marin blev tirsdag premierminister i Finland. Med sine 34 år er hun dermed den yngste regeringsleder i verden.
Sanna Marin blev tirsdag premierminister i Finland. Med sine 34 år er hun dermed den yngste regeringsleder i verden. Foto: VESA MOILANEN
Vis mere

Tilbage i 2000 fik Finland sin første kvindelige præsident, mens den første kvinde indtog posten som statsminister i 2003.

Ved seneste valg bestod det finske parlament af 47 procent kvinder - i Danmark har det tal aldrig været over 40.

Selv er Sanna Marin ikke så fokuseret på sit køn eller sin unge alder af en statsminister at være.

»Jeg har faktisk aldrig tænkt over min alder eller mit køn. Jeg tænker på de årsager, der er til, at jeg gik ind i politik, og på de ting, som er årsagen til, at vi fik vælgernes støtte,« sagde hun til det finske medie YLE.

Sanna Marin blev først uddannet fra universitetet i Tampere i 2017 med en kandidatgrad i statskundskab.

Allerede to år inden - i 2015 - var hun blevet valgt til det finske parlament. I 2012 indledte hun sin politiske karriere som byrådsmedlem i den sydlige del af Tampere - Finlands tredjestørste by.

Den første ministerpost indtog hun 6. juni 2019, da hun blev transportminister i den socialdemokratiske regering.

Kun et halvt år senere sidder hun nu som den yngste regeringsleder i hele verden.

Det skete, da den nu tidligere premierminister Antti Rinne, trak sig fra posten efter strejke blandt landets postarbejdere.

Omverdenen blev for alvor gjort opmærksom på den ekstraordinære situation med unge kvinder ved magten i Finland, da en tidligere statsminister fandt et billede, som han lagde på Twitter med følgende tekst:

'Mit parti er ikke i regering, men jeg jubler over, at alle ledere af de fem partier i regeringen er kvinder. Det viser, at Finland er et moderne og progressivt land. Majoriteten af min regering var også kvinder. En dag vil køn ikke betyde noget i en regering. Men indtil da, pionerer,' skriver Alexander Stubb, tidligere konservativ statsminister.

Med Sanna Marins udnævnelse som statsminister er hun dermed den fjerde kvindelige regeringsleder i Norden. I Danmark har vi Mette Frederiksen, Island har Katrín Jakobsdóttir og Erna Solberg er statsminister i Norge. Kun i Sverige må de nøjes med en mand i form af Stefan Löfven.