Alt tegnede stille og roligt, da skolekammeraterne onsdag stævnede ud i deres kanoer, men ganske kort efter blev turen forvandlet til et mareridt.

En voldsom blæst strøg ind over området – og 16-årige Adele Holberg blev pludselig væltet ud af kanoen og havnede nede under den.

Det fortæller den norske pige til B.T.

Det skulle have været en hyggelig tur, da førsteårseleverne fra Glemmen Videregående Skole skulle ud at ro i kano ved Fredrikstad onsdag formiddag.

Eleverne var i gang med at padle mellem Mærrapanna og Foten, da vinden pludselig slog om, skriver Fredriksstad Blad, som først omtalte sagen.

»Det var meget fint vejr, da vi skulle ud at ro, og der var stille på vandet. Men da vi så skulle padle tilbage, begyndte det at blæse virkelig meget, og der kom store bølger,« forklarer Adele Holberg.

Alle eleverne blev spredt fra hinanden.

Nogle formåede at ro i land, men mange andre blev væltet ud i bølgerne. Ifølge VG endte 16 af de 26, der var af sted, i vandet. 10 af dem måtte bjærges af en redningshelikopter.

En af dem, der faldt i vandet, var Adele.

»Jeg og min veninde (som hun sad i kanoen med, red.) prøvede at komme i land, men vi kom ikke så langt, før vi væltede, og jeg havnede under kanoen, hvor jeg blev lidt bange,« forklarer hun.

Veninden prøvede at råbe efter Adele, fordi hun ikke kunne se hende.

»Så hun blev lidt bekymret,« fortæller den 16-årige pige, der – som de andre – var iført redningsvest.

Til sidst fandt de to veninder hinanden i vandet, men undervejs mistede de kanoen, som blev blæst væk i vinden.

»Der gik vi lidt i panik,« husker Adele og tilføjer:

»Til at begynde med var det meget uhyggeligt, og min veninde sagde: 'Jeg vil ikke dø på den her måde.' Så det var meget dramatisk.«

Mens hun lå i vandet – og efter de var blevet lidt mere rolige – kom Adele i tanke om, at hun havde sin mobiltelefon i lommen.

Hun fandt den frem. Og den virkede.

Hun besluttede sig derfor for at filme lidt af det, der skete, for at dokumentere det, før de fik øje på nogle af de andre, der var faldet i vandet, som de svømmede over til.

Efter at have ligget i vandet i omkring 15 minutter, blev de reddet op af en båd fra Skjærgårdstjenesten.

Efterfølgende blev eleverne og deres lærer kørt til tjek på et sygehus, hvor de blev undersøgt, før de blev hentet af deres forældre.

To dage efter den dramatiske oplevelse har Adele det dog fint igen:

»Nu har jeg det meget godt. Jeg kommer til at tænke på det nogle gange, men det går fint,« siger hun.

Ifølge VG blev der klokken 10.33 onsdag udsendt et farevarsel om kraftig vind i området. Varslet kom, bare få minutter før en forbipasserende båd over radioen meldte, at der var personer i vandet.

Om morgenen havde vindstyrken i området været mellem otte-ni meter i sekundet. Klokken 11 var den helt oppe på 23 meter i sekundet.