Den franske skuespiller Jean-Paul Belmondo tilbragte i 1960’erne det meste af filmen ’À Bout du Souffle’ med en smøg i mundvigen.

Men det skal den i dag 84-årige skuespiller ikke have lov til, hvis han medvirker i en genindspilning af filmen.

I hvert fald ikke hvis det står til den franske sundhedsminister, Agnés Buzyn (La République en Marche!), der vil ’denormalisere’ rygning, som dræber næsten 80.000 mennesker hvert eneste år i Frankrig.

Det skriver flere medier, blandt andet The Guardian og The Telegraph.

»Vi ved, at større annoncekampagne ikke virker,« sagde hun fredag og tilføjede, at andre metoder – såsom at gå målrettet efter unge på sociale medier eller forbyde cigaretter i film - nu skal prøves af.

»Jeg forstår ikke vigtigheden af cigaretter i franske film,« sagde hun.

Samme tanker gør senatsmedlemmet Nadine Grelet-Certenais fra Parti Socialiste sig. Hun mener, at franske filminstruktører reklamerer for tobaksindustrien.

»70 procent af alle nye franske film har mindst en scene med en person, der ryger. Det er med til at gøre det almindeligt og sågar promovere det over for både børn og voksne,« sagde hun under en debat i senatet forleden.

Debatten var en udløber af, at den franske regering pønser på at hæve priserne på en pakke cigaretter fra de nuværende cirka 52 kroner til 75 kroner.

Kritikere har langet voldsomt ud efter forslaget om at bandlyse smøgerne fra det store lærred.

Programmet ’La Cinéma est mort’ på radiokanalen Canal B ironiserede forleden:

»Franske filmstjerner skal fra nu spise fem stykker frugt og grønt om dagen.«

Filosoffen Raphaël Enthoven sagde på radiostationen Europe1 forleden, at idéen måske nok udspringer af gode intentioner, men at det til syvende og sidst er »censur under påskud af, at man vil tage hensyn folkesundheden.«

»At tilføre moral til den syvende kunstart (film, red.) er som at hælde cola ned i en god fransk rødvin,« sagde han.

Sidste år plæderede Verdenssundhedsorganisationen WHO for, at film, hvor rygning indgår, skulle have 18 år som aldersgrænse og fremlagde samtidig en statistik, der viser, at 44 procent af alle Hollywood-film fra 2014 indeholder rygning.